7. juli 2008 

 

"Udtryk gennem indtryk"

Anne Egelund udstiller i Cobra-rummet

Kgs. Lyngby | I perioden 9.-20. juli udstiller billedkunstner Anne Egelund nye værker i Cobra-rummet på Sophienholm.
Udstillingen bliver kaldt "Udtryk gennem indtryk", og viser værker der er stærkt inspireret af en rejse til Cuba som Anne Egelund foretog tidligere på året. Lyset, farverne, livsglæden og musikken går igen i billederne, men samtidig anes der en lurende kontrast, nemlig mørket, fattigdommen og undertrykkelsen.
Denne nødvendige "living on the edge" og kompleksitet som er indeholdt i såvel mennesket som livsstilen på Cuba, har fascineret hende og kommer til udtryk i disse værker.
Anne Egelund er ikke helt ukendt med Cobra-rummet, idet hun tilbage i 2005 havde sin første udstilling på matriklen.
Det koloristiske er absolut i højsædet i hendes billeder, hvor hele farvepaletten rundhåndet og uden vaklen tages i brug – det har ikke ændret sig.
Heller ikke hendes store inspirationskilde, nemlig mennesket. der er uløseligt forbundet med hendes billeder, og som fortsat er omdrejningspunktet for hele hendes produktion. Det indre og det ydre menneske, og forholdet mellem disse optager hende meget, og kommer klart til udtryk i hendes billeder.
Men såvel i farvebehandling som i temaet fornemmes i dag en større fasthed og klarere profil i udtrykket, formentlig et resultat af en kunstnerisk modning.
Anne Egelund har de sidste år haft en omfattende udstillingsaktivitet, og nød bl.a. den anerkendelse i 2006 at blive kåret som årets kunstner af Illums Bolighus.

Anne Egelunds udstilling i Cobra-rummet er en anbefalingsværdig og spændende kontrast til Sophienholms udstilling "Du danske sommer", og bør derfor ses.
Der er fernisering i Cobra-rummet på Sophienholm, Nybrovej 401 i Lyngby, torsdag den 10. juli kl. 15-20.